Med vores gratis renteberegner, kan du beregne de påløbne renter med den til enhver tid gældende procesrente.
Det er aldrig sjovt, når man ikke modtager betaling til tiden.
Desværre oplever de fleste virksomheder før eller siden, at en kunde ikke betaler til tiden.
Der er heldigvis i lovgivningen indsat en række muligheder for at blive kompenseret for forsinket betaling. En af disse muligheder er opkrævning af renter.
Men hvordan opgør man lige disse renter? Hvor meget må man kræve i rente? Og hvornår må man opkræve rente fra? Alt dette vil blive gennemgået nedenfor.
Og hvis du ikke orker at opgøre renterne selv, så kan du downloade vores gratis procesrenteberegner, som du kan bruge til at opgøre dit krav med tillæg af den til enhver tid gældende procesrente.
Hvis du vil vide mere om, hvilke omkostninger og gebyrer, du kan opkræve, kan du læse mere om dette lige her.
Du kan downloade vores gratis procesrenteberegner på linket nedenfor.
Med denne kan du beregne de påløbne renter med gældende procesrentesats i henhold til Nationalbankens officielle rentesatser.
Du kan finde den til enhver tid gældende procesrente på Nationalbankens hjemmeside.
Bemærk! At enhver brug af renteberegneren er på eget ansvar.
Fortæl mig om dine udfordringer, så kontakter jeg dig snarest muligt med en gratis vurdering af dine muligheder.
Når du skal opgøre renterne af dit krav, skal du kende 2 oplysninger:
Hvilken rentesats du må anvende, afhænger både af, hvilken type krav, der er tale om, samt hvad der er aftalt mellem parterne.
Det har nemlig betydning for rentesatsen, om der er tale om en evt. udlånsrente eller om en morarente.
Herudover har det betydning, om parterne har indgået aftale om en bestemt rentesats eller ej. Hvis intet andet er aftalt, kan man opkræve sædvanlig procesrente. Denne kan du læse mere om nedenfor.
I det følgende kan du læse om, hvornår du må opkræve en aftalt rentesats og hvornår du må opkræve procesrente.
Du må opkræve en aftalt rentesats, hvis der er indgået aftale herom på forhånd.
Det kan f.eks. stå i en kontrakt eller et sæt forretningsbetingelser, at der må opkræves en aftalt rentesats i forbindelse med forsinket betaling. Dette vil bl.a. fremgå i de fleste låneaftaler.
En aftalt rentesats kan være enten højere eller lavere end procesrente og kan beregnes enten årligt, kvartalsvist, månedligt eller efter en helt fjerde tidsenhed.
Der er som udgangspunkt aftalefrihed i Danmark, og det gælder naturligvis også for renter. Dog gælder der for udlån en øvre grænse på 35 % p.a.
En aftalt rentesats kan i øvrigt tilsidesættes, hvis den findes urimelig.
Hvis en aftalt rentesats er urimeligt høj, kan en tilsidesættes. I så fald vil det kun være muligt at opkræve procesrenten (se nedenfor).
Bemærk, at det kan være strafbart at opkræve ågerrenter, altså renter, der er helt urimeligt høje.
Hvis intet andet er aftalt, kan man opkræve procesrente.
Man kan også opkræve procesrente, hvis den aftalte rente er lavere end procesrentesatsen.
Procesrenten fastsættes til den officielle referencesats, der bestemmes af Nationalbanken, med et fast tillæg på 8 %.
Som referencesats anvendes Nationalbankens udlånsrente, der fastsættes to gange årligt henholdsvis den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.
Pr. den 1. juli 2024 udgør referencesatsen 3,50 %, hvilket betyder, at procesrenten udgør 11,50 %.
Den gældende referencesats, kan til enhver tid findes på Nationalbankens hjemmeside.
I daglig tale kaldes procesrenten også nogle gange for morarente eller misligholdelsesrente. Men det har ingen betydning, hvilken formulering, der er anvendt. Når intet andet er aftalt, har man altid krav på procesrenten.
Når du kender rentesatsen, skal du bestemme renteperioden, for at opgøre renter af dit krav.
Også renteperioden, kan afhænge af, hvad der er aftalt.
Hvis der på forhånd er indgået aftale om, hvornår kravet skal betales, kan der nemlig kræves renter så snart betalingsfristen er overskredet.
Det vil f.eks. ofte være tilfældet i låneaftaler, hvor det vil fremgå af aftalen, hvornår de løbende afdrag skal betales. I disse tilfælde kan der opkræves renter fra dagen efter sidste betalingsfrist.
Men det gør sig faktisk også gældende for andre aftaler – f.eks. lejeaftaler – hvor forfaldstiden er aftalt på forhånd. Hvis en lejer ikke betaler sin husleje til tiden, kan udlejer opkræve renter fra dagen efter huslejen forfaldt til betaling.
Hvis der ikke på forhånd er indgået aftale om en betalingsfrist, forfalder kravet først, når der fremsendes et påkrav om betaling.
Et påkrav om betaling vil bl.a. være en faktura, hvori der er angivet en betalingsfrist.
I disse tilfælde, kan der først opkræves renter, når der er gået 30 dage fra fremsendelse af påkravet.
Sender man f.eks. en faktura med en betalingsfrist på 14 dage, må der først opkræves renter fra 30 dage efter fakturaen blev udstedt, uanset at betalingsfristen udløber inden.
Der kan dog ikke opkræves renter før forfaldstid. Fremgår det derfor af en faktura, at betalingsfristen er på 45 dage, kan der naturligvis først opkræves renter efter udløbet af de 45 dage, også selvom der i så fald er gået mere end 30 dage fra udstedelse af fakturaen.
Renter forældes – ligesom andre simple krav – efter 3 år.
Det betyder altså, at man som udgangspunkt ikke kan opkræve renter længere end 3 år tilbage, selvom det krav, der opkræves renter af, endnu ikke er forældet.
Hvis kravets hovedstol enten har fået afbrudt sin forældelsesfrist – eller er underlagt en forældelsesfrist på mere end 3 år – så har det umiddelbart ingen betydning for renter, der fortsat forælder efter 3 år.
Har man f.eks. indgået aftale om pengelån i 2015, så vil selve hovedstolen først forælde i 2025, men de renter, der ligger tidligere end 3 år tilbage, vil være forældede.
Undtagelsen hertil er naturligvis, hvis også renterne har fået afbrudt sin forældelsesfrist. Dette kan f.eks. ske ved, at renterne indeholdes i en dom eller hvis skyldneren anerkender renterne.
Du kan opgøre dit rentekrav med vores gratis procesrenteberegner, som du finder lige her:
Hvis du vil vide mere om, hvordan du beregner renter eller har du brug for hjælp til at opkræve et ubetalt krav, så er du velkommen til at kontakte os lige her.